Jean-Christian Delay

I det daglige arbejde med deres patienter er behandlere præget af hvem de er som mennesker, af deres uddannelse, deres erfaringer og de holdninger der dominerer den tid de praktiserer i. Den græske antiks ”Kend dig selv” kan stadig bruges, men man kan tilføje “Kend din tid”, dens muligheder og begrænsninger. Her kan det hjælpe at perspektivere nutiden ved at sammenligne den med fortiden og forestillinger om fremtiden.

At diagnoser og evidens har været i vælten igennem de sidste årtier ændrer ikke ved at behandlere har diagnosticeret og søgt evidens før.

Hvordan behandlere (og forskere) diagnosticerer og forstår evidens afhænger i høj grad af hvordan de opfatter virkelighed … og beskriver den. Fortidens optegnelser af både somatiske og psykiske lidelser har fra tid til anden leveret fremragende beskrivelser, med en iagttagelsesrigdom og -præcision som kan få vores moderne, diagnostiske tjeklister til at se temmelig fattige ud.

I de sidste 50 år eller så har idealet været at gøre diagnosesystemer og evidenskriterier – også indenfor det psykiske område – så videnskabelige som muligt. Ikke mere snak, der skal tal på bordet og det skal handle om hjernen. I dag ved vi utvivlsomt mere om hjernen end før i tiden. Spørgsmålet er om vi nu ved mindre om sindet. Det uddyber vi nærmere med udgangspunkt i DSM-manualernes overgang fra at være psykoanalytisk-inspireret til at være mere evidensbaseret med den somatiske lægevidenskab som forbillede.

Nutidens evidenstænkning indenfor det psykiske område bygger på forsimplede opfattelser af videnskab. Det tager ikke højde for den kendsgerning at menneskenes opfattelse og håndtering af virkelighed formes af deres forestillinger, fantasier og ønsker.