Hvad kan behandling af misbrug lære os?

Eric Allouche

På den samme måde som sjældne patologier kan lære os en del om almene fænomener, kan misbrugsbehandling lære os noget om utydelige elementer som er på spil i behandling.

Misbrug kan være et så behandlingsresistent fænomen at misbrugsbehandlingen kan – internationalt set – tage ekstreme polariserede former som, på den ene side, at fængsle folk indtil de bliver stoffrie til, på den anden side, at forsyne dem med lige præcist det de ønsker: ren morfin i kanyler. Ind imellem kan man finde et helt virvar af behandlingsformer hvor effektivitet, og gerne en evidensbåret en, lader til at være det eneste (dog sammen med økonomien) gældende kriterium, ud fra den implicitte forståelse at den mest effektive behandling også må være den bedste.

I en perfekt verden vil den mest effektive behandling også være den mest skånsomme og hvorfor ikke også den hurtigste og den billigste, men i den aktuelle verden er de mest effektive behandlingsformer sjældent de hurtigste, endnu mere sjældent de billigste og især kan de være ret tvivlsomme i deres måde at behandle deres klienter.

Hvordan kan man så træffe et etisk valg ift. den behandlingsform man tilbyder? Skal man vælge en skånsom behandling som kun opnår begrænsede resultater, eller en mere hensynsløs behandlingsform som giver ualmindeligt gode resultater?

Dette dilemma har ikke nødvendigvis meget at vinde ved at blive stillet op i en enten/eller form, men det tvinger os til at stille spørgsmålstegn ved vores implicitte forestillinger, når vi prøver at tilbyde hvis ikke den bedste, så en ”god nok” behandling.