Noveller og journaler. Erfaringer med sprog og tekst i psykiatrien

Ulla Østergaard

”Jeg har ikke altid været psykoterapeut, men er opdraget med lokaldiagnoser og elektroprognostik ligesom andre neuropatologer og det berører mig selv helt særligt, at de sygehistorier, som jeg skriver om, er at læse som noveller og at de så at sige savner videnskabelighedens præg af alvor. Jeg må trøste mig med, at det er genstandens natur, der først og fremmest er ansvarlig herfor snarere end min forkærlighed.”

En journal er i sin egentlige betydning en dagbog og ordet rummer en litterær dimension, som er blevet mere og mere fraværende i nutidige journaler.  Førhen var journalen et sted, hvor klinikeren kunne systematisere sine tanker og gøre sig sine overvejelser om patienten og dennes tilstand. Nutidens (elektroniske) journal er for en stor del en afrapportering i allerede fastlagte kategorier og skemaer og er udformet så den kan danne grundlag for trækning af data, især til forskning. Klinikken underlægges forskningens behov for nemt tilgængelige og store mængder data i overensstemmelse med en evidenstænkning. Klinikerens møde med patienten udformer sig i stigende grad som en indsamling af de oplysninger som journalen fordrer i stedet for en tænkning på baggrund af patientens mere frie fortælling. For patienten betyder det en fragmentering af både syge- og livshistorie i dataenheder.

Hvad sker der, når man indfører et poetisk sprog i behandlingsarbejdet? Gennem oplæsning af en novelle i en patientgruppe søges den enkeltes muligheder for at tænke om sig selv og udtrykke dette i et mere personligt og rigt sprog udviklet. Patientens møde med en litterær tekst appellerer til andre tanker om sig selv end mødet med en dataindsamling.  En anden fortælling inspirerer til en egen fortælling, som understøtter en subjektiv sandhed om erfaringer med at være et menneske og med at have en psykisk lidelse.