Mit bud på Leonard Cohens „Suzanne” (4 Songs & People 2:4) må vente lidt, da jeg gerne vil følge op på mit seneste indlæg 4 Songs & People 1:4. Det handlede jo om den danske sang „Der er noget i luften” og oversættelsesprocessen som skaber af sociale bånd.

Anledningen er uddelingen af Nobels Fredspris for 2021 og specielt Den Norske Nobelkomites begrundelse for uddeling af årets pris:

Den Norske Nobelkomite har bestemt at Nobels fredspris 2021 skal gå til Maria Ressa og Dmitrij Muratov for deres innsats for ytringsfrihet, som er en forutsetning for demokrati og varig fred. Ressa og Muratov får prisen for sin modige kamp for ytringsfrihet i Filippinene og Russland. De er samtidig representanter for alle journalister som står opp for dette idealet i en verden der demokrati og pressefrihet har stadig trangere kår.

Deres formulering „for deres innsats for ytringsfrihet, som er en forutsetning for demokrati og varig fred” udtrykker et ideal om forholdet mellem ytringsfrihed og demokrati. Idealer kan være ledestjerner, men de kan også være fantasier som gør blind for fakta. Vi er i en verden hvor flere demokratier er dysfunktionelle og ytringsfrihed dyrkes uden respekt for andre end ens ligesindede. I stedet for at fakta kunne berige befolkningernes fælles intelligens, lægger situationen op til en udvidelse af den fælles stupide fantaseren, til splid og ødelæggelse. Det er ikke nok at have demokrati som ideal hvis almindelige borger ikke kan mærke at demokrati faktisk fungerer bedre end autoritære regimer. Demokrati er ikke bare et spørgsmål om ytringsfrihed, det er også et spørgsmål om ansvarlighed.

Lad os kigge nærmere på problemstillingen ved hjælp af sprog og oversættelser. Processen kan bidrage til at klargøre prioriteringer og få bedre øje på forholdet mellem fakta og fantasi. Mere konkret kommer vi især til at udnytte forskellene mellem ytringsfrihed på dansk, freedom of expression på engelsk og la liberté d’informer på fransk. Bemærk at Nobelkomitéen har valgt at oversætte ytringsfrihed ikke til freedom of speech, men til freedom of expression. Forholdet mellem freedom of expression og la liberté d’informer bliver præciseret i slutning af indlægget.

Nobels Fredspris for 2021

I december 2021 læste jeg i det franske dagblad Le Monde en oversættelse af store uddrag af foredraget holdt på russisk af journalisten Dmitri A. Muratov i Oslo som medmodtager (sammen med den filippinske journalist Maria Ressa) af Nobels Fredspris 2021. Både Muratov og Ressa er dedikeret til ideen (og risikerer deres liv for det) at en velinformeret offentlighed er den bedste vej frem for menneskeheden. Med dette udgangspunkt arbejder de for ærlige og uafhængige nyhedsmedier, skelner fakta fra løgne, rapporterer om mange aspekter af livet i deres hjemlande, også dem der er farligst at skrive om: korruption, magtmisbrug og menneskerettighedskrænkelser. De bærer Oplysningstidens fakkel på et tidspunkt hvor „Verden ikke længere kan lide demokrati. Verden er skuffet over de herskende eliter. Verden længes efter diktatur” (Muratov). Men, som Ressa bemærker: „Uden fakta, ingen sandhed; uden sandhed, ingen tillid; uden tillid, ingen fælles virkelighed. … Ledestjernen er ikke profit alene, den er fakta, sandhed og tillid.” Og hun spørger: „Hvad er du villig til at ofre for sandheden?”

Midt i alle disse farer og vanskeligheder udtrykker Maria Ressa – selvom hun mærker tabet af så mange dedikerede kolleger – stadig ukuelig optimisme og tro på godhed.

Bemærk at du kan høre, se og læse både Muratov og Ressas foredrag på Nobelprisens hjemmeside, som følge:

Dmitry Muratov – Nobel Prize lecture „Modgift mod tyranni” (på russisk, norsk og engelsk)

Maria Ressa – Nobel Prize lecture (også på engelsk, norsk og russisk)

Du kan også læse Muratovs foredrag på min hjemmeside Tutti-Nove.dk i den originale russiske version såvel som i en norsk oversættelse, begge uforkortet, med tilladelse fra Nobelfonden. Klik på versionen på det sprog, du ønsker at læse, her: russisk eller norsk.

André Calmettes og Mein Kampf

Mens jeg skriver disse linjer, gør jeg det i taknemmeligt minde om en gammel familieven, hvis ånd jeg nu vil læne mig op ad – André Calmettes ved navn. Da jeg var barn i Frankrig, og vores familier sås privat, kaldte jeg ham Monsieur Calmettes, le papa d’Ingrid (hans datter). Jeg havde indtryk af ham som en meget venlig og intelligent mand. Senere fandt jeg ham tilmed beskeden. I Frankrig er der en tradition for at gå meget op i eliteuddannelser. Det gjorde Calmettes ikke. Han gjorde intet væsen af at han både var uddannet fra den prestigefyldte franske École Polytechnique og germanist. Et eksempel herpå oplevede jeg selv engang han sendte mig en stak artikler der udforskede grænsefladen mellem parapsykologi og de eksakte videnskaber. Hans kendskab til min medicinske uddannelse og psykoanalytiske praksis havde motiveret hans forsendelse. Det spøjse var at da jeg modtog stakken af artiklerne, tog det mig lidt tid at forstå hvor han havde hentet dem fra. De kom tydeligvis fra et tidsskrift, men han havde fjernet både omslaget og indholdsfortegnelsen. Det viste sig at være fra La Jaune & la Rouge, de tidligere studerende og dimittender fra École Polytechniques tidsskrift.

Hvorfor henviser jeg til denne gamle familieven? Her er hvorfor. I efteråret 1933 indkaldte den højt dekorerede franske general Georges Jacques Lachèvre Calmettes til sit kontor. Adolf Hitler var blevet valgt til Tysklands rigskansler tidligere på året, og de to bind af hans Mein Kampf lå på generalens skrivebord i original, tysk udgave. Lachèvre bad Calmettes læse dem og fortælle ham, om der var passager deri som kunne være værd at oversætte til fransk. Efter at have læst de to bind, opfordrede Calmettes til at bogen blev oversat i sin helhed og tilbød selv at gøre det. Fire måneder senere havde Calmettes og hans hold tilendebragt oversættelsen. Bogen udkom på fransk i foråret 1934 uden Hitlers tilladelse. Hitler var rasende. Han ønskede ikke at franskmændene skulle læse hvad han havde skrevet om dem. Som vi senere skal se, viste det sig at han ikke havde nogen grund til at bekymre sig.

Fortidens kriminelle rædsler og et folks identitet

Årtier senere, i Europa for ét år som led i mine studier i USA, tilbragte jeg et par dage med Calmettesfamilien i deres hjem i Viroflay, en forstad til Paris. Jeg husker især en aften med livlig samtale. Vi nåede vidt omkring: sammenlignede Europa og Amerika, Danmark og Frankrig, videnskab, politik, litteratur. Som fan af russisk litteratur og efter nyligt at have læst Aleksandr Solsjenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv, argumenterede jeg for bogen. Heri bringer Solsjenitsyn den stalinistiske terror ud af skyggerne, samtidigt med at han skildrer de simple, uselviske, generøse, langmodige russere som holdt mareridtet ud, alt imens de forbliver tro mod Gud. Solsjenitsyns budskab om at fakta og sandhed skal frem, er langt fra det vi ser omkring os i dag. Vi ser i stedet splittende benægtelser, opspind, projektioner af ondskab på andre og elimineringsretorik. Det hele opildnet af sociale medier designet til at forstærke polarisering med henblik på at generere indbringende data til overvågningskapitalisme. Ser man bort fra Solsjenitsyns længsel efter det 16. århundredes Rusland og hans messianske tilbøjelighed, er pointen her at for Solsjenitsyn er et folk ikke et folk hvis ikke det er i stand til at se sandheden om de kriminelle rædsler fra dets fortid i øjnene.

Russernes mulighed for at blive et fuldgyldigt russisk folk i Solsjenitsyns forstand har lange udsigter. Ruslands højesteret har netop vedtaget et forbud mod og en afvikling af Memorial. Memorial er en NGO der kortlægger den russiske statsundertrykkelse. Arbejdet med at navngive ofrene skal modvirke den glemsel og udslettelse som både gerningerne og ofrene har været udsat for. Memorial er en NGO grundlagt af ingen ringere end den verdenskendte russiske atomfysiker og menneske-rettighedsforkæmper Andrei Sakharov. Det officielle Rusland vil, ved at vælge at forbyde Memorial og dets arbejde, altså ikke mindes dets egen morderiske fortid. Det vil hellere opdigte en ny fortælling om en ydre fjende og folket som helte i kampen mod denne.

Heltefortællinger kan være nok så effektive, desuagtet koster det på den måde radikalt at forkaste sin historie. Det forkastede har det med at vende tilbage. Af de lande vi her har oppe at vende – Rusland, Tyskland og Frankrig – har alle betalt prisen. Og kan komme til det igen. Indtil da går tiden med at magthaverne formulerer, konsoliderer og implementerer den fortælling som træder i stedet for de forkastede fakta og sandheder. Fortællingen skal helst være så effektiv at den kan mærkes på gadeplan. Det kan den godt, men spørgsmålet er hvad også samtidigt siver igennem på gaden. Lad os tage et par eksempler fra det virkelige liv. Her holder vi os til Rusland.

Selv individuelle russere som bør vide bedre, ser deres land som et offer under belejring. Efter en middag med kolleger på en restaurant i Sankt Petersborg, fulgte én af ​​dem mig tilbage til mit hotel. Jeg spurgte, hvordan det kunne være, at et land så stort og rigt som Rusland, med en forholdsvis lille befolkning, nogle gange havde svært ved at brødføde sit eget folk. „Mener du så at vi russere skal brødføde hele verden?” var hendes modspørgsmål. Jeg havde hverken sagt eller antydet noget sådant, men oversættelsen i hovedet på min kollega lignede en bekræftelse af ideen om at verden er ude på at snyde dem. Hvortil kom at kollegaen talte efter devisen „det bedste forsvar er angreb”. Set i det lys skulle jeg måske heller ikke have været så overrasket over hvor nonchalant nogle var i deres forventning om at jeg skulle tilbyde mit arbejde gratis. Eller at der i det skjulte blev installeret spyware på min bærbare computer. Det kunne være måder at undgå at blive snydt ved at tage fremmede i forkøbet. Jo, men på falsk grundlag, da jeg ikke er nogen fjende af russerne. Altså, historiske sandheder forkastes, en fortælling om at være belejret af fjender dyrkes, som fører til flere usandheder og handlinger med potentielt ødelæggende konsekvenser (man bliver uvenner med folk som ikke er ens fjender). Noget andet er at sådanne fortællinger også tjener til at tildække dysfunktioner i det pågældende samfund. Dysfunktioner som dog er synlige i gadebilledet. Endnu et eksempel i gadehøjde. Jeg gik ved højlys dag langs den mytiske Nevskij-prospekt (tænk Dostojevskijs romaner) da en person dukkede op bagfra og med stor smidighed formåede at stjæle mit kamera som jeg havde på mig. Jeg løb straks efter tyven og råbte højt efter ham. Da han så en politibil køre langsomt hen imod os, gemte han sig pludselig bag en lygtepæl og rakte mig mit kamera, hvorefter han flygtede. Det var den lille tyv, skræmt af politiet. Men politiet er også skræmt. Det er ikke af staten, men af den allestedsnærværende mafia, som bidrager til samfundets dysfunktion ved at undergrave troværdigheden og tilliden til den myndighed som staten har tildelt politiets.

Ruslands tendens til at se sig selv som offer, lade fremmede og de små i samfundet betale prisen for et dysfunktionelt samfund, og tilmed anklage egne kreative og moralske kræfter for at være „agenter af fremmede magter” (altså, spioner), er forbløffende. Man skulle tro at landet havde bedre at tage sig til, fx koncentrere sine energier om at skabe bedre betingelser derhjemme for sit folks opblomstring. Men det kan selvfølgeligt ikke lade sig gøre når man forkaster sandheder om sin fortid og dér, i stedet, opføre fantasiforestillinger.

Heldigvis er der stadig nok mennesker i Rusland som Dmitri Muratov til at de i det mindste kan kvalificere som et fuldbyrdet russisk folk i Solsjenitsyns forståelse.

Ved et (så at sige) kærkomment sammentræf optræder navnet Muratov eksplicit i Solsjenitsyns roman Kræftafdelingen, i det berømte kapitel XXXI, „Markedspladsens afguder”. Den pågældende Muratov er ét blandt de millioner af ofre for Stalins udrensninger. „Markedspladsens afguder” er et bevægende kapitel hvor Solsjenitsyn viser os to kræftpatienter, Oleg Kostoglotov og Aleksej Sjulubin, der kommer overens med virkeligheden i deres folks (og personlige) historie. „Afguder” (eller idoler) fra kapitlets titel har samme betydning på dansk og russisk, men Solsjenitsyn fortæller at han også har en anden betydning i tankerne, hentet fra Francis Bacons Novum Organum (1620). Med idoler mente Bacon vrangforestillinger af sandhed der førte mænd væk fra videnskabens nøjagtige viden. At Bacons moderne forståelse af idoler er i samklang med ånden i de jødiske og kristne bud mod tilbedelse af idoler (afguder), må uden tvivl have glædet Solsjenitsyn. Gennem Sjulubins mund bygger Solsjenitsyn videre på Bacon: „[Bacon] siger, at menneskene er utilbøjelige til at leve deres liv på erfaringen, det er lettere for dem at besudle den med fordomme. Det er netop disse fordomme, der er afguderne… Markedspladsens afguder, det er de vildfarelser, der udspringer af menneskers gensidige samhørighed og fællesskabsfølelse. De er de fejl, som får et menneske til at miste sin dømmekraft, fordi det er blevet almindeligt at anvende formuleringer og talemåder, der er i modstrid med fornuft. Anvendelse af udtryk som, for eksempel: ‚Fjende af folket!’, ‚Fremmed!’, ‚Ikke en af vore’, ‚Forræder!’ om en mand, og alle vil fornægte ham.” Hermed understreger Solsjenitsyn hvordan gensidig samhørighed og fællesskabsfølelsen kan lede til massesuggestion og gruppepsykose. Sådan ender mennesker med at klappe entusiastisk mens millioner af ordentlige borgere bliver udrenset. Sjulubin havde ladet det ligklæde af tavshed Kostoglotov havde fundet ham svøbt i falde og havde endelig givet sine tanker frie tøjler og konkluderede: „Havde jeg ikke ved mine lidelser og mit forræderi i det mindste fortjent retten til at have en smule tanker?”

Ansigt til ansigt med en forudsagt kriminel fremtid

Hvor Solsjenitsyn ser dét at stå over for vores forfædres forbrydelser i fortiden som afgørende for at helbrede vores identiteter, oversætter Calmettes Hitler med henblik på at skærpe vores bevidsthed om mulige forbrydelser i vores fremtid. Calmettes ønskede at læserne af hans oversættelse skulle drage deres egne konklusioner om Hitlers bog; altså en oversættelse, ikke en anmeldelse eller en analyse. Når det er sagt, havde han ingen intentioner om at overlade det til kritikerne at definere hans hensigter og skrev og udgav derfor „Pourquoi j’ai traduit Mein Kampf” (Hvorfor jeg oversatte Mein Kampf) i École Polytechniques blad, X information, 25. februar 1934, side 223. Du kan læse hans tekst på originalt fransk på min hjemmeside Tutti-Nove.dk ved at klikke her.

Calmettes satte overlæggeren højt, idet han opfordrede læserne til at læse bogen i sin helhed og ikke kun korte passager hist og her. Han kaldte Mein Kampf for det tyske folks bibel (dogme) og sammenlignede det med Koranen: „… man kan ikke tale om islamisme på grundlag af femten eller hundrede vers i Koranen, ej heller tale om Hitlerisme på basis af ti sider af Mein Kampf; at læse sekundære passager vil være lige så frugtbare som at læse de passager, der anses for væsentlige.” Han opfordrede også læserne til ikke at læse bogen blot som en forudsigelse af katastrofe. Den besked var allerede blevet givet fem år tidligere af den fremtidige pave Pius XII efter at have læst Mein Kampf: „Det her ender ikke godt.” Calmettes vidste at folk ville spørge ham om faren for endnu en krig, men hans mål lå et andet sted. Han fandt sine landsmænds manglende interesse for studiet af andre kulturer – her specifikt den angelsaksiske, som Tyskland er en del af – både snæversynet og farlig. „Vi kan ikke undgå at blive udsat for deres manifestationer.” Nej, mon!

Under den livlige samtale med Calmettes nævnt ovenfor, talte André Calmettes lidt om oversættelsen. For ham personligt og for Frankrig var det værste hvor lille en effekt hans indsats havde haft. Fremhævet på forsiden af oversættelsen var endda et citat fra marskal Hubert Lyautey, en anden dekoreret militærmand, ovenikøbet også medlem af det franske akademi: „Enhver franskmand bør læse denne bog.” Bogen blev distribueret til adskillige offentlige institutioner, biblioteker og boghandlere. Til ringe nytte. Der var ikke meget debat, og den franske regering og landets væbnede styrker gjorde ikke meget før år senere. Da De Gaulle satte sving i modstandsbevægelsen, var krigen godt i gang og landet overrendt af tyske panserdivisioner. Calmettes havde sat overlæggeren meget højere end franskmændene var interesserede eller villige til at leve op til. Hitler behøvede ikke at bekymre sig om at franskmændene i Mein Kampf vil læse hans voldelige hensigter mod dem. I stedet havde han mange år foran sig hvor han kunne gennemføre en massiv oprustning af den tyske værnemagt.

Forbrydelser som vedrører dig

I begge tilfælde, russisk og fransk, ligger vanskeligheden i at se forbrydelser som vedrører det implicerede folk i øjnene, om de er i folkets egen fortid eller planlægges hos naboen. Man kan se i øjnene, fantasere eller ignorere (hvilket også er en slags fantasi). At fantasere er noget man gør ud fra sine fordomme (idoler/afguder). Mennesker kan svælge i deres fordomme frem for at binde deres historie om destruktiv kriminalitet, i fortid og fremtid, til en sandhedssøgende oversættelsesproces. Det er nemmere og mere nydelsesfuldt at dyrke fordomme, og så er der ovenikøbet under overfladen den ekstra pirring der kommer med en uklar erkendelse af at der er en katastrofe under opsejling. Oversættelsesprocessen er mere besværlig. Det kræver en indsats, kærlighed til sandheden, også når sandheden ikke passer en, evnen til at se sig selv i det fremmede og erkende at man også til tider kan være fremmed for sig selv; det tager tid.

De samfundsborgere, André Calmettes havde i tankerne, var de som gerne ville informeres, som var modtagelige for hans udspil og kunne se meningen med at tage opgaven på sig. I stedet mødte hans oversættelse en fransk offentlighed indifferent overfor de forbrydelser der forberedtes på den modsatte bred af Rhinen. Når ondskaben finder sted andre steder, behøver man ikke at tænke på den (franskmændene); når det er dit eget folk, kan det benægtes (russerne). Faktisk handlede Calmettes’ oversættelse af Hitler ikke kun om forbrydelser der blev planlagt i Tyskland, eller om franskmændenes negative holdning til angelsakserne. I baggrunden lå en mere specifik sag som franskmændene havde deltaget aktivt i, nemlig udarbejdelsen af ​​Versailles-traktaten, der afsluttede 1. Verdenskrig. Skønt traktaten strengt taget ikke var kriminel, lykkedes det den at lægge en kvælende økonomisk byrde på Tyskland uden effektivt at fratage landet muligheden for at udvide dets militære kapaciteter. Traktaten tilfredsstillede ingen og lagde grunden til Hitlers opstigning. Få i Frankrig syntes at have forstået hvor uklog traktaten havde været. Med andre ord var franskmændene ikke kun blinde for hvad der var under opsejling i Tyskland, de var heller ikke klar til at stille spørgsmålstegn ved den rolle de selv havde spillet i at muliggøre hvad der foregik der. Derfor manglen på respons på Calmettes’ puf.

Situationen i verden i dag er ikke specielt prangende set i forhold til hvad den var på tidspunktet for Calmettes’ oversættelse. Vi har en stor del af menneskeheden under autoritært og illiberalt styre og en anden del der lever i dysfunktionelle demokratier. I autoritære systemer er sandheden fremstillet så den passer til hvad magthaverne vil have, mens andre forbydes. I dysfunktionelle demokratier dyrker hære af usikre, hysteriske narcissister partiske sandheder der, dels diskvalificerer hinanden og dels truer den offentlige debats troværdighed. Begge systemer bidrager til en verden hvor egoer forsøger at holde sig ovenpå ved hjælp af deres fantasier (idoler), uvidende om og uinteresseret i de fakta og sandheder de er bundet sammen af. Igen, som den i 1929 kommende pave Pius XIIs sagde efter at have læst Hitlers Mein Kampf: „Det her ender ikke godt.”

Hvorfor ender det ikke godt? Lad os lytte til, hvad mere Pius XII havde at sige: „[Hitler] er fuldstændig opslugt af sin egen person: alt, hvad han siger, bærer præg af hans egoisme. Han er en mand, der vil træde over lig og trampe alt ned på hans vej. Jeg forstår ikke, hvordan så mange mennesker i Tyskland, selv blandt de bedste, ikke kan se dette eller i det mindste ikke drage nogen konklusioner ud fra det, han skriver og siger. Hvem blandt alle disse mennesker har overhovedet læst Mein Kampf, hvis indhold er hårrejsende?”

Tyskerne, med nederlaget fra 1. Verdenskrig i ryggen og følelsen af at være blevet uretfærdigt behandlet med Versaillestraktaten, brød sig ikke om svaghedstegn hos deres ledere. Med Hitler, lagde de deres skæbne i hænderne på en mand der udstrålede styrke og beslutsomhed, en begavet taler, et karismatisk, megalomant og brutalt ego. Manden havde ikke behov for at interessere sig for sandheden, for han var sandheden. Selvom metoden virker i et stykke tid, bliver den før eller siden indhentet af de fakta og de sandheder der uvægerligt ligger udenfor egoets kontrol, både udefra og indefra.

Hvad kan der gøres?

At overlade det til tiden at gøre sit arbejde, er ikke den bedste vej frem. Millioner af liv leves i mellemtiden. Lad os vende tilbage til vore nobelprisvindere. Den norske Nobelkomité skriver (på norsk) at Ressa og Muratov i fællesskab tildeles fredsprisen 2021 „for deres innsats for ytringsfrihet, som er en forutsetning for demokrati og varig fred”. Bemærk komitéens ordvalg på engelsk. Det norske ytringsfrihet kan oversættes til engelsk både som freedom of speech og freedom of expression. Dog betyder freedom of speech og freedom of expression ikke helt det samme; expression er muligt med andre midler end sprog/speech. Komitéen har valgt freedom of expression. De vender vi tilbage til.

Da min baggrund og profession er hvad den er, kan jeg ikke andet end at have sympati for indsatsen for at værne om ytringsfrihed. De frie indfalds metode er jo en central del af den psykoanalytiske proces. Analysander opfordres til at tale så „frit” som muligt, dvs. med så lidt selvcensur som muligt. „Sig alt hvad der falder dig ind”, med den forståelse at det ikke vil blive brugt imod dig. Det er en måde at udforske og opdage dele af os vi ikke vidste fandtes. Det er at tage sig tid til at udforske hvad der i analysandens liv kan være en løgn indlejret i sandhed eller en sandhed indlejret i løgn. Udover at afklare hvordan vi nyder at praktisere vores fordomme (idoler, afguder), bliver spørgsmålet i hvilket omfang og hvordan vores fordomme hænger sammen med vores vanskeligheder. Når det er sagt, er frie associationer i psykoanalysen frihed med ansvar. Ved hver session minder rammen dig om forskellen mellem rummet i sessionen med analytikeren og rummet uden for sessionen. Udover at tydeliggøre hvordan vi bestyrker os selv i udøvelsen af ​​vores fordomme, byder den analytiske ramme også på et arbejde med sammenfiltringen af ​​vores fordomme og vores vanskeligheder, samt på hvad det vil sige at udtrykke sig med ord og udtrykke sig i handling.

I samfund hvor begrebet frihed anses for altafgørende, er ytringsfrihed retten til at udtrykke sine meninger uden censur, tilbageholdenhed eller juridisk straf. Imidlertid er der en tendens til at betingelserne for denne frihed er sekundære, hvis de overhovedet nævnes. Ytringsfrihed er en værdifuld rettighed der tillader samfundet en bredere brug af dets kollektive intelligens. Problemet er at dette kun fungerer, hvis individet og samfundet har troværdige institutioner som, om nødvendigt, kan dømme parterne imellem. Sådanne dømmende institutioner kan være videnskaberne, landets love, spredning af magten. De er institutioner hvor ingen enkeltperson eller grupper af personer alene bestemmer hvad der er fakta og hvad der ikke er det, hvad der er sandt og hvad der ikke er det. Det er unødvendigt at tilføje (selvom det må gentages) at hvis sådanne institutioner er korrupte eller i uorden, vil de ikke være i stand til at spille deres rolle. I dag, i dysfunktionelle demokratier, opildner store multinationale selskaber til splid for profit. Det resulterer i (men ikke som eneste årsag) at visse borgere bliver grænseoverskridende i udøvelsen af deres frihed. Med andre ord, de værn der skulle sikre rammerne for udøvelsen af ytringsfrihed, er i nogle af vores demokratiske samfund i dag under angreb.

I dysfunktionelle demokratier vil grænseoverskridende udøvelse af ytringsfrihed bidrage til at gøre disse samfund endnu mere dysfunktionelle. Derfor kan det være fatalt at lægge ensidigt vægt på vigtigheden af at værne om ytringsfrihed. Forudsætning for demokrati er ytringsfrihed, men forudsætning for ytringsfrihed er ikke nødvendigvis demokrati. Det er ikke automatisk givet at demokrati er det bedste system til at organisere menneskelige samfund med, i modsætning til hvad Nobelkomiteen antyder. Allerede for over to tusinde år siden viste Platon os hvordan en vis filosof-hersker til tider kan være en bedre løsning. Problemet er at chancerne for at finde og indvie en sådan hersker, er forsvindende små. De fleste herskere er dels for narcissistiske og dels mangler de visdom til at forstå at de overfor psykologi og historie, nødvendigvis står nøgne. Og de som besidder visdommen, kan blive korrumperet af magten. Derfor kan demokrati være en bedre satsning, men under forudsætning af nødvendige betingelser for ytringsfrihed.

Hvordan giver man så den kollektive intelligens de bedste chancer med sandhed, frihed og ansvar, hvis det i dag ikke er nok at værne om ytringsfrihed? Anna Ressa gav os et praj i sit foredrag i Oslo: „Uden fakta, ingen sandhed; uden sandhed, ingen tillid; uden tillid, ingen fælles virkelighed. … Ledestjernen er ikke profit alene, den er fakta, sandhed og tillid.”

Lad os slutte af med lidt mere oversættelse for bedre at indkredse en forudsætning for trioen sandhed, frihed og ansvar.

Når de refererer til Nobels fredspris for 2021, har anglo-amerikanske nyhedsmedier en tendens til at bruge Nobelkomiteens eget udtryk, „ytringsfrihed”. Selvom det er forståeligt, er det heller ikke overraskende, i betragtning af både amerikanernes og briternes store begejstring for netop ytringsfrihed. Franske nyhedsmedier, til gengæld, bruger gerne vendingen „un Nobel pour défendre la liberté d’informer”. Det er nu en meget interessant forskel. Défendre la liberté d’informer er hverken blot pressefrihed eller ytringsfrihed. Défendre la liberté d’informer betyder „forsvare friheden til at informere/oplyse”. Franskmændene er her tættere på sagens kerne, mindre idealiserende. Frihed til at informere, med uafhængige faktatjekmekanismer, er en afgørende forudsætning for ytringsfrihed, et værn hvormed man i det mindste kan bremse sidstnævntes nedstigning til uansvarlighed. Frihed til at informere har den yderligere fordel at den også kan hjælpe til at navigere mellem fakta og fantasi. Frihed til at informere er en forudsætning for ansvarlig ytringsfrihed.

Derfor repræsenterer Maria Ressa og Dmitry Andreyevich Muratov alle de som udøver frihed til at informere (til tider under ekstreme vanskelige forhold) og bidrager dermed til vores kollektive intelligens, til informerede borgers kollektive intelligens.

SLUT

Og så alligevel et par bemærkninger til, for ikke at blive færdig med spørgsmålet om oversættelser:

Da jeg var i gang med at skrive den tekst du lige har læst, tænkte jeg undervejs at det nok var klogt at kigge på den originale russiske version af de sider af Aleksandr Solsjenitsyns roman Kræftafdelingen jeg her refererer til. Herom kunne der siges og skrives en del. Her vil jeg holde mig til bogens titel.

Jeg har altid troet at Kræftafdelingen var den direkte oversættelse af den titel Solsjenitsyn gav bogen på russisk. Flere af de oversættelser jeg kender til, hedder det samme som på dansk: Le pavillon des cancéreux på fransk, Cancer Ward på engelsk. Sådan er det sikkert også på andre sprog. Derfor blev jeg meget overrasket over at opdage at Solsjenitsyn har givet romanen en helt anderledes flertydig titel på russisk!

På russisk, når man taler om hospitalsafdelinger, sygehusbehandlinger, lægehjælp, bruger man almindeligvis udtryk og ord som больничное обслуживание (sygehuspleje), больничная палата (hospitalsafdeling), павильон (pavillon). En psykiatrisk afdeling hedder психиатрическое отделение (psykiatrisk afdeling). Når det drejer sig om kræftafdelinger, taler man om онкологическое отделение (onkologi afdeling eller afdeling for onkologi).

Solsjenitsyn bruger ingen af disse udtryk til bogens titel. Sådan hedder bogen på russisk:

РАКОВЫЙ КОРПУС er et fund der straks sætter læseren i hjertet af hvad bogen handler om. Раковый корпус betyder kræftramt krop eller krop ramt af kræft. Nøgleordet her er ikke så meget раковый (kræft) som går igen i oversættelserne af titlen, men корпус. Корпус betyder krop, korpus, men Solsjenitsyn stiler efter andet og mere end den fysiske krop, selvom også den naturligvis spiller en vigtig rolle. Solsjenitsyn tænker også på den sociale krop (le corps social på fransk), på en militær korps (jf. USAs Marine Corps; S. havde været officer i kamp under krigen), på korpus som det engelske corpse (= lig).

Bemærkning tilføjet 2022-04-05:

Apropos Alexandr Solsjenitsyn. For en ti dage siden var jeg i Crest, i Frankrigs Drômedal, få kilometre fra hvor Drômedal munder ud i Rhônedalen (halvvejs mellem Lyon og Marseille). Flere velhavende russere har ejendomme i området og byens borgmester er – blandt meget andet – Ruslandkender. Det viste sig at Solsjenitsyn enke, Natalia Dmitrievna Svetlova, også var i byen. Hun testamenterede byen Crest et af sin husbonds originale manuskripter. Ved lejligheden gjorde borgmesteren opmærksom på at Solsjenitsyn længe havde forudsagt en alvorlig konflikt mellem Rusland og Ukraine. Han havde i den sammenhæng forbudt sine børn at deltage i konflikten.