Videnskab er en fremtrædende reference i verden i dag. I al fald gælder det de videnskaber der kan tilskrives mange konkrete, effektive, teknologiske og økonomiske præstationer. Uden den newtonske fysik, ingen vaskemaskiner. Det er til at forstå. I det lys er en forventning om at videnskab også skal kunne levere løsninger på det psykiske område ikke overraskende. Sigmund Freud, psykoanalysens grundlægger, var én af de første til at forsøge sig med en omfattende, videnskabelige løsning på sådanne problemer. Han var da også lidt misfornøjet da han opdagede at psykoanalysen ikke helt lod sig tæmme som han havde forestillet sig. Han opgav dog ikke analysen af den grund. Det er på flere måder forståeligt at et menneskeligt subjekt ikke lader sig håndtere som en vaskemaskine.

I dag er det kollegerne indenfor kognitiv terapi (tidligere adfærdsterapi) der påberåber sig de meste videnskabeligt velfunderede metoder. De gør det endda på en måde der svinger rigtig godt med den i nu et par årtier eller tre herskende diskurs i samfundet, en utilitarisme præget af tanken om effektivitet og konkurrencedygtighed. Et af buzzordene i den sammenhæng er ordet “evidens”. Man kan til tider være lidt paf over at høre hvor hurtigt nogle kan være på aftrækkeren mht. at dømme om noget er evident eller ej. Det får af og til en drejning der ubehageligt ligner hvad der kommer fra mennesker der er ligeglade med evidens. Men selvfølgelig, terapeuter som mener at mere end ti samtaler med en patient er tidsspilde, er nødt til at være hurtige.

En morgen for en måned siden eller så, hørte jeg noget i radioen som satte videnskabelig evidens lidt i perspektiv – i politisk, videnskabeligt og subjektivt perspektiv. Eksempler af den slags er legio, men nu gribes anledningen til at fremhæve ét af dem.

Efter årtiers fred er Danmark på ny et krigsførende land. Et betragteligt antal soldater kommer hjem fra krigstjeneste med PTSD, dvs. Post-Traumatic Stress Disorder eller post-traumatisk stress syndrom. Spørgsmålet er hvordan og hvornår hjælpe dem. Loven siger at veteranerne skal melde deres symptomer højst 6 måneder efter deres seneste rotation i en kampzone for at have ret til hjælp. Problemet er at et ikke uvæsentligt antal veteraner først får deres initialsymptomer op til to år efter at være kommet hjem fra tjeneste. Adspurgt i radioen, understregede ministeren at de relevante love omhandlende spørgsmålet var forfattet i overensstemmelse med videnskabelig evidens. Journalisten pressede ministeren til at sige mere, hvortil hun svarede: “Jeg er ikke læge og kan derfor ikke foreslå en løsning på problemet.” Journalisten fortsatte med at presse på. Ministeren indrømmede at hun som lægperson følte at vi skyldte vore soldater at hjælpe dem, også selvom de først fik deres initialsymptomer længe efter den i loven angivet 6 måneders grænse. Ministeren sluttede med at erklære at hun agtede at forhøre sig om ikke det var muligt at få en anden videnskabelig vinkel på sagen.

Således har vi et sigende eksempel på hvordan videnskab, politik og subjektivitet uafladeligt kommer til udtryk, også på tværs af hinanden. Her kommer ministerens personlige holdning (det subjektive) i uoverensstemmelse med det af videnskaben anbefalet. Kan hun nu shoppe sig frem til en videnskabelige løsning der bedre passer til hendes ønske, personligt og politisk? Det kan være, men kan det lade sig gøre uden at udviske forskellen mellem det videnskabelige, det politiske og det subjektive for at få det til at se ud som om et mål er nået der hænger sammen? Resultatet bliver let en degradering af alle tre dimensioner. Evidensbaseret politik har det med at blive til politikbaseret evidens. Vi er vist bedre tjent med at erkende at vi ikke kommer udenom et (bevidst og ubevidst) valg. Der er ingen ren, videnskabelig objektivitet i det her. Det gør ikke videnskab mindre vigtig, snarere tværtimod.

Problemstillingen er den samme indenfor videnskaben selv. En ting er at tage imod den rationalitet videnskab tilbyder, som indebærer at indsamle data (fakta betyder noget) og teste for evidens. Men også dér spiller subjekt, videnskab og politik op til hinanden, både med og uden evidens.

*        *        *

Nu er der gået godt et halvt år siden ovenstående linjer blev skrevet. I mellemtiden har Danmark ændret lovgivningen omkring støtte til hjemvendte soldater der lider af PTSD. Den ovenomtalte grænse på 6 måneder til at melde symptomer på PTSD er nu ændret således at soldater der først melder symptomer efter 6 måneder også kan få hjælp. Det er godt for både soldaterne og os andre. Til gengæld, hvad evidens-spørgsmål angår, bekræfter den seneste udvikling det tidligere skrevet. Måden lovændringen blev meddelt i nyhederne siger det med al tydelighed. I ét og samme indslag i fjernsynet:

• fik den nye minister understreget at der nu er videnskabelig evidens for at tilbyde behandling til soldater der får symptomer på PTSD også når der er gået mere end seks måneder siden de kom hjem fra tjeneste, og

• glædede en række støttende aktivister sig over at det var lykkes for dem at overtale politikerne til at ændre loven.

Med andre ord blev der sørget for at de fleste fik hvad de ville have: ministeren fik det ønskede tilsagn om videnskabelig evidens og aktivisterne (og mange andre) fik deres lovændring. Spørgsmålet er hvor god evidensen kan være der bruges på den måde? Vi bør i al fald nok rette lidt mere opmærksomhed på hvad sådanne forløb er evidens for.

Det er klart at når en minister gerne vil have videnskabelig belæg for sine beslutninger, er det udtryk for et samfund som forsøger at hæve sig over lutter partiske interesser og i stedet finde hvad man videnskabeligt vil kunne mene vitterligt er de bedste løsninger. Der er mange lande i verden hvor magthaverne dårligt vil ulejlige sig med endda at forgive at søge videnskabelig belæg for ønskede beslutninger. Men at give evidens mere vægt end den kan bære som tilfældet er her, er på længere sigt en måde at miskreditere både evidensen og de partiske ønsker (herunder de legitime) der indgår i sådanne processer. Evidens bliver noget man skal have med, men ikke noget der for alvor indgår i beslutningsprocessen. Det påvirker både videnskab, fællesskab og den enkelte. 

2013-01 + 2013-02 + 2013-07