Et par venner, fra tiden helt tilbage på lægeuddannelsen i København, har siden begået litterære værker hvori det lægelige spiller en rolle. Gert Buses selvbiografiske fortælling Peanuts og Cola I & II fra 2012 har jeg nævnt i en tidligere post. Her i 2025 er det den af Kjeld Schmiegelow begået roman Tyve af liv der minder mig om at jeg lige siden ungdommen har haft en særlig interesse for læger med træng til at placerere lægekunsten og behandlingsfilosofien i en større menneskelig sammenhæng.

Renaissancens fantastiske, gargantuaske François Rabelais gjorde tidligt indtryk på mig. Senere blev det den verdensberømte karkirurg og Nobelpristager Alexis Carrel, samt svensk-mm Axel Munthe. Der har også været andre, for ikke at tale om de af mine psykoanalytiske kolleger som også er læger, og hvoraf flere – inklusive fagets grundlægger – har interesseret sig for forholdet mellem den medicinske diskurs og mennesker som subjekter skabt af begær og sprog.

I lyset af nutidens autoritære og antidemokratiske toner, er det dog først og fremmest Alexis Carrel jeg tænker på. Det forekommer mig oplagt at lægge vejen forbi ham igen.

Illustrationen er til minde om François Rabelais’ værker, her navnlig Gargantua og Pantagruel. Illustrationen kombinerer to velkendte symboler på det lægelige med tegninger der forestiller forskelligheder mellem mennesker i rabelaisiske ekstremer. Tegningerne er af Jean Ignace Isidore Gérard, kaldt Grandville. Symbolerne på det lægelige er hhv. æskulapstav (til venstre) og caduceus/heroldstav (til højre).