Bogen Dannemand – en romance udkom i 2005 på forlaget Holkenfeldt 3. Bogen er skrevet af Jan Søttrup og beretter om Kong Frederik VIs hemmelige barnebarn, Frederik Andersen, den senere brasilianske cigarfabrikant, Gerhard Dannemand.
Efter et langt liv, vender Dannemand tilbage til Europa. Han befinder sig i Hamborg, hvor udvandringen til Brasilien i sin tid tog sin begyndelse. Han er kommet op i årene og tåler ikke det kolde nordlige klima mere, men hans syge hjerte tillader ham heller ikke endnu en gang at foretage rejsen over Atlanten. I sin ”indendørs ensomhed sætter han sig for at finde svar på, hvordan [han] er blevet til den, [han] er”. Livet går på hæld for Dannemand og han ved at den (tiden) ikke er nok til at binde erindringerne sammen. Tanker skal der til og nedfældning på skrift bliver hans måde at skubbe erindringerne i retning af de tanker der kan binde dem på en måde der giver mening for ham.
Hvad og hvem han er, får vi at vide allerede på bogens første side: ”et egerns gnaven sig vej gennem skallen på en nød, samtidig med at det rastløst [søger] at sikre sig mod noget uventet.” Sætningen – signifianterne ad hvilke den er opstået – danner bro mellem det der giver mening for ham, og det der tænker i ham, uden at han ved det. Heri ligger Dannemands skæbne. Det er påfaldende lidt modgang Dannemand har haft i sit liv. Eller rettere, der er kun diskrete hentydninger til hvad der måske har haft den karakter: ”Idet jeg gennem årene har følt megen smerte ved at være to og dog den samme”, ”Tårer, et sår i mig af afsavn…” ved tanken om slavens rejse fra Afrika til Sydamerika, ”Et eller andet havde ramt mig dybt”. Det lykkes Frederik Andersen at blive en anden, Gerhard Dannemand, og dog forblive den samme, et egern med sin nød i en til tider nådesløs verden. Dannemands erindringer når vidt omkring – fire kontinenter og fem århundreder – og vi hører noget om de slag familien har været involveret i, og der bliver også hentydet til hans ”grimme humørsyge” og til de drømme og mareridt han helst ikke tager stilling til, idet han ”åbenbart foretrækker at få alt ubehageligt overbragt på én gang”.
Dannemand er en pudsig størrelse, men pudsig på en meget almenmenneskelig måde. I hans livs efterår leder han efter den tanke der giver hans liv retning. Men han har aldrig været særlig glad for at tænke. Han foretrækker at bruge sine hænder, og sin mund. Dannemand er en mundens mand. Det er rigtig mange måltider han indtager i løbet af bogen. Er det bevidst eller ubevidst gjort af forfatteren? Jeg ved det ikke. Men et er sikkert, det understreger i hvilket omfang Dannemand har levet og tænkt med munden. Det var vist en forudsætning for at kunne grundlægge et af de store cigarimperier. Som der står et sted i bogen: ”Det var, hvad det blev til under måltidet.” Ja, men hvilke cigarer!
Der en stille glæde ved forfatterens håndtering af det danske sprog, det langsomme tempo og det underspillede i stilen, der passer til Dannemands skæbne. Men ikke kun. Bogens stil er også et spørgsmål til nutidens hektiske – og ofte tanke- eller tænkningsløse – aktivitet.
JCD